Skip to main content

Uforglemmelig uge ved søen: TV2 Nord og Gestus Nord samler Nordjylland til rekordforsøg, fællesskab og velgørenhed

Fra søndag den 31. august til søndag den 7. september forvandler området omkring søen ved TV2 Nord i Aabybro sig til centrum for fællesskab, underholdning og velgørenhed. For tredje år i træk inviterer TV2 Nord og Ultra For Charity, i år i samarbejde med velgørenhedsorganisationen Gestus Nord, til en hel uge fyldt med koncerter, aktiviteter, foodtrucks og ikke mindst spektakulære verdensrekordforsøg.

Ekstremløberne Stine Rex og David Stoltenborg vil hver især forsøge at slå verdensrekorden på 1000 km for henholdsvis kvinder og mænd. Ruten, der er 1,4 kilometer lang, løber rundt om søen – og alle er velkomne til at tage del i udfordringen. Man kan løbe én runde, ti eller så mange, man har lyst til. Et løbenummer koster 150 kroner, og det gælder hele ugen. Hele beløbet går ubeskåret til Gestus Nord, som støtter børn og unge i Nordjylland, der har det svært.

David Stoltenborg forventes at krydse målstregen lørdag den 6. september, mens Stine Rex forhåbentlig sætter sin verdensrekord søndag den 7. september.

En uge fyldt med liv og oplevelser

Hver dag vil der være aktiviteter for både børn og voksne. Området omkring søen byder på et væld af oplevelser: koncerter, madboder, underholdning, konkurrencer og meget mere. Hver aften kl. 19.15 vil der være gratis koncert – og blandt de første offentliggjorte navne er Shu-Bi-Dua 2.0, som spiller torsdag aften. Flere musiknavne vil blive annonceret i de kommende uger.

Mange skoler, foreninger og idrætsklubber har allerede meldt deres ankomst, og flere virksomheder planlægger medarbejderevents i løbet af ugen.

Børneløb med helte og klovne

TV2 Nords seerklub, Club Nord, står bag to særlige løb for børn og børnefamilier:

  • Legehelteløbet finder sted søndag den 31. august. Her støtter deltagerne Legeheltene, der arbejder for at aktivere indlagte børn på hospitalerne. Alle børn, der deltager, modtager en heltekåbe og et par heltebriller, som de kan løbe med. Udklædning som yndlingshelten er mere end velkommen.

  • Klovneløbet løber af stablen lørdag den 6. september og støtter Hospitalsklovnene, som bringer smil og tryghed til børn på hospitalerne. Her modtager alle deltagere en rød klovnenæse som en del af løbsoplevelsen.

TV2 Nord sender døgnet rundt

TV2 Nord dækker hele ugen live – 24 timer i døgnet – på tv2nord.dk, TV2 Nord Salto, samt med reportager og indslag på TV2-fladen og sociale medier. Interviews, baggrundshistorier og stemningsbilleder vil formidle begivenhederne til hele landsdelen og langt ud over regionens grænser.

Alt overskud fra ugen går ubeskåret til Gestus Nord og deres arbejde for socialt udsatte familier og børn i Nordjylland. Med rekordforsøg, musik og meningsfuldt samvær bliver dette en uge, hvor Nordjylland viser, hvad fællesskab kan – og hvor alle har mulighed for at gøre en forskel.

Du kan læse mere om Gestus Nord ved at klikke HER

Vil du tilmelde dig løbet kan du klikke HER