Skip to main content

Fire oplevelser på en aften!

Torsdag den 27. marts var der generalforsamling i Club Nord, og her ventede der de fremmødte hele 4 oplevelser på en aften.

Der var nemlig generalforsamling, der skulle findes en vinder af hovedgevinsten – et Suncharter gavekort på 10.000 kr. – i JubilæumsLykkehjulet, der var foredrag om Trump, Grønland og Danmark situationen og så sluttede man af med en rundvisning.

Generalforsamling
Der blev lagt ud med generalforsamling, og det gik traditionen tro uden nogen former for sværdslag.
Formanden Søren Svendsen kunne i sin beretning fortælle at det har været et udfordrende år for Club Nord, på grund af problemer med det medlemssystem/hjemmeside som man købte for et par år siden. Løsningen fungerede ikke efter det lovede, og det endte med at bestyrelsen sidste år måtte opsige samarbejdet med den daværende leverandør og igangsætte en proces med at finde en ny.
Et af problemerne var blandt andet at den automatisk gentegning af medlemmernes kontingent ikke fungerede. Det har betydet at tidligere medlemmer har gået i troen om at de stadig var medlem, uden at dette var tilfældet.
I starten af august 2024 begyndte samarbejdet med en ny udbyder, og det har fungeret godt. Desværre skal vi hen til august før det nye system er “renset” for det tidligere systems dårligdommene.
Rent aktivitetsmæssigt har året budt på masser af tilbud til Club Nord medlemmerne, og denne linje fortsætter i det kommende år.
Søren Svendsen sluttede beretningen med at takke for samarbejdet med de ansatte på TV2 Nord der hjælper til med at drive Club Nord, bestyrelsen samt alle de trofaste medlemmer.
Regnskabet viste et resultat på + 24.553 kr., efter donation på 119.695 kr. til diverse TV2 Nord projekter.
Der var to ændringer til vedtægterne som blev vedtaget.
Der var fire bestyrelsesmedlemmer, Søren Svendsen – Trine Steffensen – Sabina Folden og Jørgen Skjøt, samt tre suppleanter, Lars Enevold – Jeppe Bisgaard og Karin Vestergaard, på valg.
Der var genvalg på samtlige poster.

JubilæumsLykkehjulet
Marts måned har budt på afslutning op 10 års jubilæet med Club Nord Jubilæums Lykkehjulet.
Der er fundet masser af vindere, og efter generalforsamlingen skulle der findes en vinder af hovedpræmien – et Suncharter gavekort på 10.000 kr.
Hele måneden har 99 medlemmer vundet et eller flere lodder til udtrækningen, som skete ved hjælp af et digitalt lykkehjul, indeholdende alle lodderne fra de 99 medlemmer.
Hjulet fik lov til at spinne en sidste gang i denne omgang, og vinderen blev Susan Hatting fra Saltum.

Trump, Grønland og Danmark
Efter Lykkehjulet blev det TV2 Nords nyhedsredaktør, Anders Leonhards, tur til at “komme på scenen”.
Anders har som tidligere politisk redaktør på BT, stadig et stort netværk på Christiansborg, og har fingeren på pulsen i dansk politik.
De fremmødte Club Nord medlemmer fik Anders bud på hvad det er der sker i USA, Grønland og Danmark, bag alle kulisserne, i forbindelse med den nuværende situation omkring Trump gentagne krav på Grønland.
Et spændende foredrag der gav indsigt i de mange dagsordener der eksisterer omkring hele Grønlandssagen.

Rundvisning
Aftenen blev sluttet af med en rundvisning på stationen.